Noel Gallagher Jorder Lewis Capaldi
Gallagher-brødrene har altid været kendte for at være rapkæftede og flabede, og selvom de med årene er blevet mere milde, har de endnu ikke helt lagt kækheden fra sig, hvilket blev dokumenteret for nyligt, da Noel Gallagher umotiveret svinede Lewis Capaldi til.
Hvis bare man har en lillebitte smule kendskab til Oasis, så ved man, at hverken Noel eller Liam Gallagher holder sig tilbage med skarpe, kække kommentarer, når muligheden byder sig. Arrogant, smarte bemærkninger er blevet et brand for dem.
Og ingen er hellige, når der skydes med skarpt. Både Noel og Liam har ved flere lejligheder udtalt sig meget kritisk om hinanden, og i dag taler brødrene slet ikke sammen, efter de farede i totterne på hinanden på en tour for nogle år siden. Man er stadigvæk ikke helt sikker på, hvad der præcist skete, men efter sigende overfaldt Noel sin bror, efter at han, Liam, havde insinueret, at Noel ikke var far til sine børn.
For nyligt var Noel på besøg hos Radio X på festivalen Heaton Park i hjembyen Manchester. I løbet af besøget blev han spurgt, om der var en sang fra de senere år, som han ville ønske, han havde stået bag.
I vanlig arrogante stil svarede han, at det var der ikke. Herefter kom en lille tænkepause, der blev efterfulgt af lidt af et rant, som frit oversat lød således: “Musik er noget fucking pikspilleri for tiden. Hvem er denne Capaldi-fyr? Hvem er den idiot?”
Capaldi jubler over tilsvining
Noels kommentar henviser til Lewis Capaldi, som for fjerde uge i streg indtager førstepladsen på den engelske hitliste med debutalbummet Divinely Uninspired to a Hellish Extent. Tidligere på året havde han syv uger på førstepladsen med singlen “Someone You Loved.”
Capaldi tager ikke Noels kommentar særligt tungt. Faktisk er han udelt begejstret for svineren og udtaler følgende i en Instagram-story: “"Jeg har fucket peaket – er blevet jordet af Noel Gallagher. Nummer 1-single – betyder ikke noget. Nummer 1-album – betyder ikke noget. Noel Gallagher har lige jordet mig. Dette er en drøm, der går i opfyldelse. Det er Fars Dag, og jeg bliver jordet af en mand, der kunne være min far. Jeg har aldrig været lykkeligere." (frit oversat)
Oplev begge kunstnere i Danmark i år
Både Noel Gallagher og Lewis Capaldi kan opleves i Danmark i år. Noel kan opleves på Roskilde Festival, hvor han spiller med sit band High Flying Birds på festivalens sidste dag, mens Lewis Capaldi giver koncert i Forum Black Box den 10. november.